Danmark kan lære meget af Østrig

Træinformation er netop hjemvendt fra studietur til Østrig – landet der har mange års erfaring med byggeprojekter i træ og energieffektive byggeteknikker.  Virksomhedernes innovative arbejde og et godt samarbejde mellem industri, forskning og uddannelse har gjort Østrig kendt, når det gælder træbyggeri.

Turen har budt på et intensivt program med mange spændende besøg tilrettelagt i samarbejde med ADVANTAGE AUSTRIA. Læs mere om vores næste studietur

Noget nyt, som ikke er set før i Danmark, var det buede tag lavet af CLT, som studieturens deltagere fik at se hos virksomheden Easy Motion Skin, der producerer sportstøj med særlige sensorer i. Til afprøvningen af tøjet har virksomheden bygget en slags boksehal, hvor taget buer elegant henover. CLT-konstruktionen har en tykkelse på 16 cm og et spænd på 14 m, og det blev oplyst, at producenten RadiusHolz kan lave krumninger på imponerende 2,5 m i radius. Taget har stået sin prøve og kan bære en stor snelast og også en asymmetrisk last som fx ved fygende sne.

Et særligt indtryk gjorde besøget på Holztechnikum Kuchl – en statsstøttet faghøjskole og kandidatuddannelse dedikeret til træteknik. På alle trin fra tømrere til ingeniører tænkes der i træ og dets muligheder. Institutionens maskinpark er finansieret af industrien, hvilket betyder, at alle udlærte dimitterer med kendskab til den nyeste teknologi.

Materialevidenskab forskes der også i på skolen. Man er særligt interesseret i at udvikle viden om træets evne til at lagre energi. Turens deltagere fik at vide, at det sandsynligvis er muligt at gemme energi i form af varme i op til en uge. – Saften i et levende træ kan modstå varme op til 55 grader. Varmes barken helt op til 85 grader, så vil træet finde en måde at beskytte saftlaget på ved at lede energien fra barken til andre steder i træet. En omvendt proces antager man sker om vinteren, hvor saften hindres i at fryse ved stærk kulde. Og det er denne mekanisme, som forskerne meget gerne vil kunne aflure. Man forsøger at anvende den ny viden i bygninger. I et særligt laboratorium/prøvekontor eksperimenteres med forskellige facader, der på skift kan udskiftes og måles på i forhold til indeklima og varmetab.

Det blev også til besøg på daginstitutioner, skoler og flere virksomheder herunder trævirksomheden Eggers, der bl.a. laver 11 m lange OSB plader med en max højde på 2,8 m. Her gør man desuden en dyd ud af at genanvende restmaterialet til plader af forskellig art. I hovedsædet var den store centrale trappe og elevatortårnet lavet af sammenlimede OSB plader. Bygningens dæk er lavet af limtræs-ribber med OSB på begge sider og grusfyld. Det løser de akustiske udfordringer.

Endelig gik turen forbi virksomheden Wiehag, der bl.a. står for produktionen af limtræ til Göteborgs nye Volvo museum tegnet af Henning Larsen Architects. Det var specielt at se de meget store spænd i limtræ med nogle meget kraftige knæ, hvor overgangen mellem søjle og udkraget bjælke er formet som en blød bue. Enheden er tredelt og samles med nogle imponerende store og kraftige skjulte beslag.

Prøvekontor på Holztechnikum Kuchl med måleudstyr og aftagelig facade

Et tvilling rum er oprettet som reference, og der er otte arbejdspladser i hvert rum. Sidste foto viser de to kontorer med udskiftelige facader. Kuben placeret ovenpå er også med aftagelig testfacade. Dertil kommer at kuben kan drejes som et mølletårn, så facadeprøven kan testes op mod samtlige verdenshjørner.

Andre fotos studieturen