Jubilæumsinterview

Interview med DLH Danmarks CEO Dennis Albretsen

I anledningen af Træinformations 65-års fødselsdag har vi talt med CEO Dennis Albretsen fra DLH Danmark, som er en af vores ældste og mest trofaste medlemsvirksomheder. DLH Danmark har været medlem af Træinformation siden opstarten af Træbranchens Oplysningsråd i 1954, som senere blev til Træinformation.

DLH Danmark A/S er blandt Nordens mest erfarne leverandører af pladeprodukter. Med deres store og mangeårige ekspertise indenfor træplader og -brædder har DLH Danmark været en vigtig sparringspartner, der har været med til at kvalitetssikre 3 af Træinformations TRÆhåndbøger om gulve og terrasser samt ”TRÆfakta 12 Lette terrændæk”.

Ifølge Dennis Albretsen er én af Træinformations kvaliteter netop vores uvildighed og fokus på at samle flest mulige ekspertudsagn, for at opnå de bedste tekniske anvisninger.  ”Træinformation er et anerkendt og uvildigt organ” udtaler han og fortsætter ”de er ikke styret af forskellige produkter og leverandører, men drager alle ind i en diskussion før publicering, og det understreger deres troværdighed.”
DLH’s segmentchef Michael Jacobsen, har ligeledes været inde over udviklingen af TRÆhåndbøgerne om gulve og terrasser samt Træfakta 12.

Og sparringen går begge veje, for Træinformation har også været til stor hjælp for DLH og deres medarbejdere. Dennis Albretsen beskriver blandt andet TRÆhåndbøgerne som et ”super effektivt redskab, som giver mulighed for at have tekniske oplysninger lige ved hånden”. Han fortæller desuden, at Træinformations telefonrådgivning er en ”uvurderlig hjælp med rådgivere, der sidder klar til at hjælpe med det samme”.

Træinformation spurgte Dennis Albretsen ind til de to virksomheders fremtidige samarbejde efter 65 år. Dennis Albretsen og DLH Danmark har ligesom Træinformation kunne følge med i den stigende interesse, der er sket for træbyggeriet, særligt fra et miljømæssigt perspektiv. ”Der vil altid være brug for Træinformation” siger Dennis Albretsen, som også er sikker på, at der vil ske en udvikling og øget brug af træ og træbaserede produkter i fremtidens byggeri – måske særligt indenfor træbyggeri i højden. Simpelthen fordi træ er et miljørigtigt, CO2-neutralt materiale, som er en del af løsningen, når det kommer til at opnå vores klimamål. Som en del af træbranchen er DLH opmærksomme på den rolle de kan spille i kampen mod klimaforandringerne. Det sker blandt andet gennem deres salg af verificeret og certificeret træ og trævarer, samt deres deling af viden omkring dette til interessenter, hvilket Træinformation også har haft stor glæde af.

Her hos Træinformation sætter vi stor pris på vores medlemmer, som alle er med til at skabe det Træinformation, vi kender i dag. Vi takker alle vores medlemsvirksomheder for jeres støtte og bidrag til at udvikle Træinformation – og vi ser frem til 65 forTRÆffelige år mere!