Kursus om trægulve

Træbaserede gulvløsninger er fortsat i rivende udvikling med nye materialer og udførelsesmetoder, og fokus er bl.a. på bæredygtighed, bedre indeklima og gulvkonstruktionens samlede kvalitet. Vores kommende kursus tilbyder ny viden og indsigt i udførelse af trægulve.

Kurset tager udgangspunkt i de nyeste vejledninger fra Gulvfakta og SBi/BUILD samt i vores helt nye håndbog TRÆ 79 Trægulve, som udgives medio april 2023. Kursets hovedvægt vil være på udførelsen, materialekrav og de rette forudsætninger for gulvlægning – og i mindre grad på den daglige vedligeholdelse, som beskrives meget udførligt i TRÆ 79 Trægulve.

Kursusprogrammet omfatter emner som gulvopbygning, materialer og muligheder, byggefugt, fugtspærre og fugtstyring, fugtmåling og fugtgrænser, krav til udførelse af trægulve, brandkrav til trægulve, stabile strøgulve, undergulve på strøer og bjælkelag, fuldlimede gulve, gulvvarme og svømmende gulve.

Faglige indlægsholdere
Bjarne Lund Johansen
: arkitekt og stifter af Nexttool med fokus på trægulve og gulvkonstruktioner. Tidligere direktør for Træinformation og forfatter til TRÆ 79 Trægulve.
Ole Slott: bygningsingeniør og direktør for rådgivnings- og entreprenørvirksomheden Oscon, der er specialiseret i sportsgulve. Formand for trægulvudvalget i Gulvfakta.
Karsten Musgård: bygningskonstruktør og byggeteknisk rådgiver i Træinformation.

Målgruppe
Kurset henvender sig til alle med ansvar for valg, projektering, udførelse og renovering af trægulve og gulvkonstruktioner.

› Se kursusprogram

Tid og sted
Kurset afholdes både i København og i Horsens.

København: den 9. maj 2023 kl. 8.00-16.30
Sted: KLP Ejendomme, Arne Jacobsens Allé 15-17, 2300 København S

Horsens: den 11. april 2023 kl 8.00-16.30
Sted: Scandic Opus Horsens, Egebjergvej 1, 8700 Horsens

Kursuspris
Medlem af Træinformation: 3.700 kr.
Medlem af Træsektionen under Dansk Industri: 4.200 kr.
Ikke-medlem: 4.900 kr.
Ved tilmelding af 4 personer, betaler I kun for 3 personer.

I kursusprisen er inkluderet forplejning på dagen.

Ved oprettelse af medlemskab af Træinformation inden 14 dage efter kursets afholdelse, tilbydes I kurset til medlemspris.

Tilmeld dig kurset