CIB-W18 og Eurocode 5

CIB-W18 er stedet, hvor man bl.a. diskuterer og udvikler næste version af den europæiske trænorm Eurocode 5 (EC5). 80 træforskere fra 19 lande var med på Linné Universitetet i Växsjö denne sommer ved CIB-W18 konferencen – og det var Træinformation også.

Det er et vigtigt forum at være med i, hvis man vil have indflydelse på den kommende udvikling af normer og standarder. Og det vil vi i Træinformation. Skal den danske træbranche og dermed det træbaserede byggeri sikres de bedste udviklings-muligheder, er det nødvendigt at sidde med ved bordet.

Den nuværende udgave af trænormen EC5 har et tydeligt fodaftryk af dansk indflydelse, og det skal den kommende udgave også have. Civilingeniør Jørgen Munch-Andersen fra Træinformation arbejder løbende på denne opgave. Det er en lang og sej proces frem mod den endelige udgave, som ventes færdig om 4 til 5 år.

Jørgen Munch-Andersen er desuden formand for trænormudvalget i Dansk Standard og tillige engageret i snenormer, fastlæggelse af regler for forbindelsesmidler og ansvarlig for de kommende udgaver af Træinformations TRÆdim beregningsprogrammer.

CIB-W18 er det korte navn for:
International Council for Research and Innovation in Building and Construction Working Commission W18 – Timber Structures