EU godkender kreosotimprægnering i endnu 5 år

EU-kommissionen har netop godkendt anvendelsen af kreosot til træimprægnering i hele EU i yderligere 5 år, når den nuværende godkendelse udløber den 1. maj 2013, hvilket vil sige frem til foråret 2018.

Hvilken betydning beslutningen får for anvendelsen i Danmark er det for tidligt at sige noget om. På nuværende tidspunkt er der et dansk forbud mod imprægnering med kreosot, men det er tilladt at importere kreosotimprægnerede produkter i det omfang produkterne overholder Miljøstyrelsens særlige regler for kreosotholdigt træ. Arbejdstilsynet har udarbejdet substitutionsbestemmelser, der kræver at professionelle skal anvende andre imprægnerede produkter, hvis det er muligt, og fra fagforbundet 3F er der stor skepsis overfor anvendelsen af kreosotholdige produkter.

Ny svensk sundhedsvurdering
Den svenske kemikalieinspektion, der modsvarer Miljøstyrelsen i Danmark, har nyvurderet miljø- og sundhedsrisikoen ved anvendelse af kreosotimprægneret træ, og er kommet frem til at sundhedsrisikoen er mindre, end hvad man hidtil har troet.

Kreosot blev tidligere brugt til imprægnering af jernbanesveller, telefonpæle og hegnstolper i Danmark, men imprægneringen blev forbudt i 1989.

Den svenske kemikalieinspektion er kommet frem til, at kreosotimprægneret træ vil kunne anvendes til udvalgte formål, hvis træet anvendes i henhold til de særlige bestemmelser, som er fastsat i EU-kommissionens godkendelse, og der i tillæg hertil udarbejdes regler for oplag og håndtering af træet.

Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt informationer om, hvordan Miljøstyrelsen vil forholde sig til EU’s forlængelse af godkendelsen og til Kemikalieinspektionens vurdering.