Mere viden om ammoniak i nye huse

Afdampning af ammoniak kom for alvor på dagsordenen for et par år siden, fordi nye egetræsgulve pludselig blev misfarvede i nye betonhuse. Nu er der ny viden på vej oplyser bladet Beton, i majudgaven, med henvisning til nye resultater fra Teknologisk Institut.

Men i mellemtiden har nogle af de største entreprenører allerede fravalgt egetræsgulve for at komme fri af problemerne med misfarvning af træet.

En sær omvendt logik mener vi i Træinformation, da det jo ikke er træet, der er problemet, men et forkert valg af betonblanding.

Ny beton afdamper ammoniak
Det er velkendt, at nyudstøbt beton afdamper ammoniak i de første måneder. Det gælder både beton med og uden tilsætning af flyveaske, men mængderne er langt de største i beton med flyveaske.

Der har ikke tidligere været problemer i sameksistensen mellem almindelig beton og træ – heller ikke egetræ. Derfor er TI’s undersøgelser ekstra interessante.

Ammoniak i flyveasken stammer fra kraftværkerne, der anvender ammoniak til rensning af røggasserne. Når ammoniaksaltene kommer i forbindelse med betonblandingen omdannes de til ammoniak, der derefter frigives over tid til omgivelserne, oplyser bladet Beton.

Urea som tøsalt afspalter ammoniak
De nye resultater fra TI viser, at ammoniak også kan stamme fra brug af urea som tømiddel under vinterbyggeri. Urea i tøsalt er nærmest koncentreret ammoniak, og undersøgelserne viser, at selv hærdet beton, f.eks. et betongulv, som er i kontakt med urea, kan fraspalte ammoniak.

Urea, som tøsalt ved vinterbyggeri, bør derfor ske med omtanke, hvis man vil sikre sig mod efterfølgende lugtproblemer eller misfarvning af egetræsgulve udtaler seniorkonsulent hos TI, Jørn Bødker afslutningsvist til bladet Beton.

Hurtigtørrende beton løser flere problemer
Tidligere har betonindustrien peget på, at entreprenører med fordel kan anvende hurtigtørrende beton til gulve i stedet for almindelig beton med flyveaske. Den hurtigtørrende beton minimerer nemlig både risikoen for ammoniakmisfarvning og risikoen for skadelig opfugtning af trægulve i lægningsperioden. Et problem, som er særdeles velkendt hos trægulvleverandører, der ofte må advare mod for tidlig lægning af gulve i forbindelse med den lange udtørringstid for beton.