Pavillon-succes gentages

Arkitektforeningen og lokalafdelingen i København gentager successen fra 2013, og gennemfører en konkurrence om en midlertidig træpavillon til Kongens Have i København, sommeren 2015.

Samtidig har kunsthallen Gl. Holtegaard i samarbejde med Statens Kunstfond og Arkitektforeningen udskrevet en åben projektkonkurrence om en midlertidig pavillon, der skal opføres i Gl. Holtegaards unikke barokhave fra maj 2015 til oktober 2017.

Pavillon i Kongens Have
Det er anden gang Arkitektforeningen og lokalafdelingen i København udskriver pavillonkonkurrencen. Den første Pavillon MAA blev realiseret i sensommeren 2013 og var en stor succes – både for gæsterne i pavillonen, byen og for den midlertidige arkitektur generelt.

Ambitionen er at gøre Pavillon MAA til en tilbagevendende begivenhed, der igen gennemføres med støtte fra Dreyers Fond, Moelven Danmark og Københavns Tekniske Skole.

Hyldest til træ
Pavillonen skal opføres i nordisk træ som en hyldest til træ som byggemateriale og med fokus på smukke og raffinerede detaljer, der gør de besøgende opmærksomme på arkitekturens mange skalaer, gerne i form af eksperimenterende og udfordrende løsninger, både rumligt og teknisk.

Rammen i Kongens Have er perfekt til fordybelse og sansende oplevelser af rum og lys, fordi tempoet er roligt og stemningen afslappet.

Konkurrencen er allerede i gang, og pavillonen forventes at kunne åbne for publikum 19. juni 2015, og den vil være placeret i Kongens Have frem til 30. august 2015.

Unik pavillon til Gl. Holtegaards barokhave
Kunsthallen Gl. Holtegaard inviterer i samarbejde med Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur og Arkitektforeningen til en åben projektkonkurrence om en midlertidig pavillon, der skal opføres i Gl. Holtegaards unikke barokhave fra maj 2015 til oktober 2017.

Gl. Holtegaards smukke barokhave vil fra foråret 2015 danne ramme om en ny udstillingstrilogi.

Tre midlertidige pavilloner skal opføres fra 2015 til og med 2017 af tre forskellige arkitekter. Hver pavillon skal have sin egen fortælling med stærk tilknytning til historien. En fortælling, der griber fat i senbarokkens Gl. Holtegaard og samtidig sætter barokken i et nutidigt lys.

Kunsthallen har valgt tre temaer til de tre pavilloner: Orangeriet, menageriet og sceneriet.

72 timers konkurrence, januar 2015
Den 23. januar 2015 kl. 10.00 udskrives konkurrenceprogrammet, hvorefter deltagerne har 72 timer til at udarbejde deres skitseforslag. Afleveringsfristen er 26. januar inden kl. 10.00. De to øvrige pavillonkonkurrencer udskrives henholdsvis i begyndelsen af 2016 og 2017.

Yderligere om konkurrencen kan findes på Gl. Holtegaards og Arkitektforeningen hjemmesider.