Træinformation søger en byggeteknisk fagredaktør/ projektleder til nyoprettet stilling

Hos Træinformation ved vi, at træ er et fremragende og bæredygtigt byggemateriale til alt fra højhuse til terrasser. Den stigende klimabevidsthed har øget træbyggeriet og ikke mindst givet travlhed hos Træinformation.

Vil du være med til at vise vejen for, hvordan man bygger med træ? Er du en god fagredaktør med et særligt projektleder-gen? Så er du måske vores nye medarbejder.

Om jobbet
Træinformation søger en kollega til at lede udviklingen af nye, velstrukturerede håndbøger i samarbejde med interne og eksterne specialister, der hver især bidrager til indholdet. Din opgave bliver at koordinere og sammenskrive bidragene i et sammenhængende og forståeligt sprog, samt at styre planlægning og tidsplaner. Med jobbet hos Træinformation får du mulighed for at bidrage til udviklingen af viden omkring brugen af træ i byggeriet.

Om dig
Jobbet forudsætter, at du kender de faglige begreber indenfor byggeriet, og du ved, hvordan en bygning er skruet sammen, samt at du kan formidle det på skrift. Det er vigtigt, at du er ansvarsbevidst, er god til at samarbejde og lede arbejdsprocessen med at få publikationerne i mål, og ikke mindst at du interesserer dig for træ og dets muligheder for at bidrage til vores klimamål i Danmark.

Om Træinformation
Træinformation er den førende uafhængige vidensformidler af byggeteknik i træ, og vores håndbøger har status af alment teknisk fælleseje. Vi udvikler publikationer til professionelle brugere, arkitekter, ingeniører og udførende samt lærebøger til flere af byggeriets uddannelser. Alle publikationer findes både på tryk og digitalt. For Træinformation er det et mål at udnytte de nye digitale muligheder i formidlingen.

Vi er en organisation i positiv vækst med otte engagerede medarbejdere. Vi er sat i verden for at samle, producere og formidle viden om anvendelse af træ i byggeriet. Først og fremmest til vores godt 900 medlemsvirksomheder, byggeriets parter og den byggetekniske undervisning, men også til politiske beslutningstagere, medier og forbrugere.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Træinformations direktør, Mikael Koch, på telefon 40 98 12 22.

Hvis du kan se dig selv i jobbet, så tøv ikke med at sende din ansøgning og CV til os på e-mail traeinfo@traeinfo.dk. Vi indkalder løbende til samtale.

Vi ser frem til at høre fra dig.

28. november 2019