Vælg trægulve og opnå DGNB-point

TRÆfakta 16 Trægulve er en anvisning på, hvordan  trægulve indgår i DGNB-certificering af et byggeri og de forskellige krav, der er forbundet hermed.

Fokus på bæredygtighed er nødvendig i fremtidens byggeri. Gulve er en væsentlig overflade i alle bygninger, og for at kunne vælge den mest klimavenlige løsning, er det vigtigt at kende til alle aspekter vedrørende bæredygtighed, når det fx gælder materiale og opbygning. DGNB-certificeringsordningen kan anvendes som redskab til at belyse disse aspekter og foretage det rigtige valg, idet gulve har indflydelse på tildelingen af point i flere forskellige såkaldte kriterier.

I 2020 udgav vi TRÆfakta 15, som er en anvisning på, hvordan trægulve håndteres i DGNB-certificering af et byggeri. I slutningen af 2020 udkom en ny DGNB-manual fra Green Building Council i Danmark, der omfatter flere typer byggeri og renovering. Da der er ændret en del i forhold til de tidligere DGNB-manualer, har vi nu udarbejdet TRÆfakta 16 Trægulve i DGNB.

TRÆfakta 16 er baseret på DGNB-manual for nybyggeri og omfattende renovering. TRÆfakta 16 afløser TRÆfakta 15, som er baseret på DGNB-manual for kontorbygninger 2016 og DGNB-manualerne fra før 2020.

I en overgangsperiode, hvor flere DGNB-manualer anvendes, vil både TRÆfakta 15 og TRÆfakta 16 være gældende. De henvender sig til både bygherrer, projekterende, udførende samt til leverandører og producenter af trægulve. Alle aktører, der har en rolle i DGNB-certificeringsprocessen.

TRÆfakta 15 og TRÆfakta 16 indgår i en TRÆfakta-gulvserie af branchevejledninger, som er udarbejdet af Træinformation for Det faglige forum for trægulve og bygger videre på branchestandarderne i Træhåndbøgerne TRÆ 63 Trægulve – Valg og vedligeholdelse og TRÆ 64 Trægulve – Lægning.

› Læs TRÆfakta 16 Trægulve – DGBN-certificering

 

Om Det faglige forum for trægulve

Det faglige forum for trægulve er et samarbejde mellem nedenstående gulvproducenter, -leverandører og brancheorganisationer og har til formål at højne den faglige viden om anvendelse, lægning og vedligeholdelse samt at fremme kvaliteten og anvendelsen af træbaserede gulve.

Boen Danmark, Kronospan ApS. Danadeco-Everfloor A/S, Dansk Byggeri Træsektionen,
Dansk Byggeri Gulvbranchen, Dinesen, Hørning Parket A/S, Junckers Industrier A/S, Kährs, Knudsen Kilen A/S, Moelven Danmark A/S, Moland Byggevarer A/S, Oscon ApS, Tarkett A/S, Timberman Denmark A/S og Træinformation som sekretariat for samarbejdet.